Kronik Jyllandsposten juni 2000
Claus Bjerring
1123 Kbh. K
Tante Møghe gravede arvesølvet ned i haven, da krigen kom.
Formuen var mere sikker i jorden end i banken, og sølv holdt værdien bedre end
kronen. Naboens Anne-Margrete ønskede sig Cheri til konfirmationen. At samle på
udstyr til det kommende hjem (med 12 af hvert) var en god måde at tage hul på
voksenlivets glæder. Min oldemor samlede sølvmønter, som hun fik smeltet om til
en sukkerskål og en flødekande. Hun samlede sin formue i noget værdifast, hun
kunne glæde sig over (og vise frem) ved festlige lejligheder. Min kone
medbragte kun det sølv, hun havde i tænderne, da vi blev gift.
Sølv har altid haft en
betydning, udover at være det materiale som mennesket i sin opfindsom fik
formet til nogle brugsgenstande. Der er skabt mængder af sølv, og jeg vil ikke
tilslutte mig dem, der begræder det store smelterush i 1970. Sølvpriserne steg
10 gange, da en rig amerikaner i bedste Anders And stil forsøgte at få monopol
på sølvet. Mængder af sølvtøj blev smeltet om til ferierejser og gode middage.
Det var en god oprydning i en produktion, hvor det største problem set gennem
moderne briller er, at tingene ikke går i stykker.
Sølvtøjet har altid været påvirket af tidens mode og har
samlet sin tids stilstrømme i sit korpus. Sølvsmeden søger stadig at udtrykke
sin tid i det uforgængelige metal. Når man starter på et nyt årtusinde med
lommerne fyldt med gamle traditioner,
er det nyttigt at gøre nogle betragtninger over hvordan man kan bruge dette
gods.
Hvad bør kastes overbord? og Hvad skal bevares?
Hvordan fremhæves kvaliteter?
Hvordan gives et gammelt håndværksfag den dynamik, der skal
til for at fungere i en moderne tid? Hvordan er det med de normer, der har
båret sølvsmedefaget gennem de sidste århundrede?
Har fagets udøvere noget at tilbyde? - og dermed en
eksistensberettigelse ud over hvad nostalgien kan retfærdigøre….
Nogle af svarene giver 17 danske sølvsmede med udstillingen
"Dansk Sølv 2000" på Koldinghus.
Her er en status over de selvstændige sølvsmedes placering i vores tid. Gennemsnitsalderen
for udstillerne er høj og dækker området fra 29 til 89 år. Der er kommet flere
yngre medlemmer til i de seneste år, og det er tydeligt, at de har lyst til
at være med til at præge fagets gang i det nye årtusinde. Udstillingen er
delt op i tre dele: en med nye arbejder, en med arbejder, der har en retrospektiv
karakter og sidst en med kirkesølv. Den enkelte sølvsmed er tydeligt præget
af sin tid, og det er spændende at se bevægelsen i faget. Det er en stille
bevægelse, der er ingen sølvfisk i blenderen, - men det kan være at de kommer.
I afdelingen med kirkesølv vises store væsentlige arbejder, og det er en fornøjelse
at se, hvor smukt det traditionsrige fag arbejder sammen med folkekirken.
Her er et område hvor det er væsentligt både at være kunstner og håndværker.
Kirkesølv er også i dag en del af sølvsmedenes arbejde, men det er vigtigt,
at sølvsmeden som kunstner skaber mange forskellige værker for at tilføre
kirkesølvet fornyelse.
Sølvsmedens placering i samfundets forbrugsmønster har
ændret sig betydeligt. Forrige århundredes første halvdel var en glansperiode for dansk sølv.
Industrialiseringen indvirkede på faget og store virksomheder opstod. Sølvsmede
kunne sammen med metaltrykkere, stansemaskiner og presser fremstille sølv til
priser, der var overkommelige for en bred kreds. Sølvtøjet var ud over den
daglige brug en investering og et statussymbol. Et ordentligt hjem havde sukker
og fløde i sølv,- gik det godt kunne kaffen skænkes fra en sølvkande, gik det
rigtigt godt kunne herlighederne bæres frem på en sølvbakke. Den gode afsætning
bar store kunstnere frem, og virksomhederne kappedes om at være mest nyskabene.
Det moderne sølv var med navne som Henning Koppel og Karl Gustav Hansen på
omgangshøjde med dansk møbelkunst i 50erne og 60erne. Så stilnede det ligesom af.
Der kom en mathed for faget. Det var ikke længere muligt at
sælge serieproduceret håndværk. Brug og smid væk kulturen tog over. Det
bevaringsværdige var egentlig lidt besværligt. Man skulle jo nødig være bundet,
og sølvet, der ikke engang kunne gå i stykker, var det mest symbolske, man
kunne skille sig af med. Ting, der
kunne gøre dagligdagen sjovere og nemmere, blev væsentlige. Vi ville sidde
bedre i bilen, vaske i egen opvaskemaskine, rejse længere og frem for alt ikke
passe og pudse sølvtøj.
Tiden skabte en ny platform til den selvstændige sølvsmed. I
en tid hvor fleksibilitet er kodeord har det lille værksted fundet sine
muligheder. Sølvsmeden blev tvunget til at udvikle sig kunstnerisk, for nu var
der ikke længere plads til en kunster, der skabte og en håndværker, der
udførte. Fra at være et rent håndværksfag er sølvsmeden i dag en fri person,
der fuldfører sit arbejde fra ide til færdigt værk.
Det spændende ved sølvsmedefaget er, at man med et relativt
lille udvalg af værktøj kan skabe alle mulige og umulige former. Fra det rå
metal kan sølvsmeden med hammer og ambolt skabe de mest fantastiske ting. I en
tid hvor standardisering er reglen, er der et stigende behov for produkter, der
viser at mennesker kan vælge selvstændigt og ikke altid følger strømmen. Det er
kun mennesker med et vist mod, der tør købe et unikt produkt, men de bliver
flere og flere. Og flere og flere tør også komme og sige: jeg kunne godt tænke
mig…. Og her kan sølvsmeden virkelig tilbyde noget. Fra start til slut kan du
være med i processen og opleve, at en genstand vokser frem. Det er muligt at
indarbejde symboler, et logo eller former, der referer til en bestemt situation
i en ting - og når der kun skal skabes én enkelt, er alt muligt.
Sølvsmedefaget med de langsomme arbejdsprocesser har ikke
sit eget galleri som keramik og glas, men Koldinghus har en fornem samling af
dansk sølv fra forrige århundrede, og den bliver stadig udbygget med det ypperste
nutidige vi kan præstere. Vi har altså et sølvmuseum i Danmark, et museum, der
er i stærk udvikling.
Massefremstillingen blev kastet over bord, men brugsværdien,
symbolikken og værdierne, der kan gå i arv (hvis de bliver gravet ned i tide)
har vi bevaret. Men vi har glemt at grave frem hvilken kvalitet, der hæver sølv
fra brugs- til kunstgenstand - det skal vi lære igen. Dynamikken kommer med
efterspørgslen, som en udstilling som "Dansk sølv 2000" viser - jeg
har haft værksted i 22 år, og der er aldrig solgt så meget sølv som nu.
Normerne har ændret sig - i dag er sølvsmeden kunster, som også kan et håndværk
- før var der to, en kunstner og en håndværker. Til gengæld har vi fået nogle
kunstnere, som kender deres materiale og dets virkemidler. Kunstnere som kan
tilbyde unika, der kan mere end glæde øjet. Kunst der kan bruges, som bevarer
sin værdi, og som kan fortælle en historie til næste generation - for sølv går
ikke i stykker.
Claus Bjerring