Mere ros, tak!
Vi arbejder i en usædvanlig baggård. Rasmus Smed, Violise Lunn, Claus Bjerring og jeg. Vi har hver vores etage i en gammel, vind og skæv lagerbygning. Her knokler vi om kap. Claus er den heldigste. Han bor øverst oppe. Med ovenlys og elleve gode vinduer ud mod gården. Med lærlingen Mikkel direkte overfor sig. De smiler om kap. Radioen kører altid. P1. Der files, hamres og bankes i et væk. Hver gang Claus banker, falder der støv ned fra loftet. Ned i hovedet på mig. Jeg kan måle formatet af hans igangværende arbejder på støvmængderne. Og på lydniveauet. Hvor mange slag, der skal til, før mesteren er tilfreds. Se på Claus. Ligner han en mand, der kan slå ti tusind slag på en formiddag? Det kan han. Flere, hvis de kræves. I en fast rytme. Tyve bank, et sekunds pause, tyve bank, et sekunds pause, henover lyden af symaskiner, boremaskiner, svejseapparater. Lyden i vores gård er kakofonisk. Et orkester af anarkister. Claus banker højest og hårdest.

Det er et usædvanligt arbejdsmiljø. Med få undtagelser, drikker alle husets beboere formiddagskaffen sammen hver dag. Med kager og boller med sukker på. Fra Kransekagehuset. Kaffen og mælken kommer fra Aldi. Altid. Ingen af os har tid til stunderne, men ingen af os har tid til at undvære stunderne. Det er ensomme fag, vi har viklet os ind i. Derfor er det godt at tale sammen regelmæssigt. At følge med i hinandens aktiviteter. Vi har faste pladser. Claus sidder for bordenden. Og rollefordelingerne er for længst groet fast på os. Vi har brug for denne stabilitet i en ellers så varieret – eller med andre ord – ustabil hverdag. Claus har til opgave at bidrage med en cocktail af munterhed og eftertænksomhed. Til gengæld beder han kun om to ting: anerkendelse og ros. I spandevis.

Det er en usædvanlig arbejdsplads Claus Bjerring holder sig på loftet. Gevaldig godt gemt. To store rum. Et lille køkken, og et for nylig installeret das. De forløbne elleve år har dette gøremål fundet sted i gården. Men moderne tider er indtrufne. Det lyseste af rummene er værksted og galleri. Med trådløst netværk, trådløs telefon og digitalt fotoudstyr. Her er pænt og præsentabelt, ja checket, på overfladen. Det andet store rum tegner et mere sandt portræt af beboeren og kan kun betrædes ved særlig tilladelse. Indholdet er labyrintisk i sin ophobning af maskiner, nips, souvenirs, arvestykker, modeller, tegninger, eksperimenter, bøger, møbler, hundekurve og malerier. Førstehåndsindtrykket er komplet kaos, men sandheden er nærmere en tendens til det bibliotekariske. Claus er en fintfølende samler. Af ting, mennesker og indtryk. Eller rettere: af alt muligt. Der samles ikke selektivt, men med åbent sind og åbne sanser.

Det er ikke muligt at adskille Claus og karrieren. Eller Claus og arbejdspladsen. Eller Claus og familien. Det hele er filtret sammen. I en særdeles passende og ikke mindst klædelig pærevælling. Med fokus på detaljerne. I spisestuen på hjemmeadressen står kraniet fra en flodhest midt på gulvet, og væggene er dekorerede med af Claus nænsomt fremstillede papirklip. På mødebordet på værkstedet står som regel en kande kaffe eller en flaske vin, og omkring det samles hyppigt en blanding af familie, venner og kolleger. På Inges og døtrenes arme hænger smykker. Nænsomt fremstillet af Claus. På værkstedets vægge hænger billeder af Inge og døtrene side om side med moderens, faderens og bedstefædrenes fremstillede tekstiler, skulpturer og malerier. Alting overlapper.

Jeg har aldrig oplevet Claus i dårligt humør. Galdefyldt, jada. Men altid udgydt med en bragende latter. Frustreret, jada. Men altid med en formildende og formidlet forståelse for det frugtbare ved frustrationen som følelse. Krænket, til tider. Men med løftet hage og blikket optimistisk fremadrettet. Der er i Claus en usædvanligt solid grundstemning af glæde ved livet. I hans øjne ser enhver, der møder ham, en lyst til udveksling. Til at give og til at tage imod. Det er denne modtagelighed, der er så herligt visualiseret i det store pulterrum i værkstedet. Hver eneste gang vi står derinde sammen, siger Claus undskyldende ’jeg må også se at få ryddet op’. Men det hverken kan eller må han. Det vil være som at rydde op i åbensindet. Der skal være denne frihed til at stable indtryk oven på hinanden i tårnhøje lag. Det er her, Claus har sin force. Han har øjnene med sig, og han gennemskuer. Han filtrerer, og dette er hans virke, filtrerer og kobler fra sit eget arkiv, til det unikke opstår. Og løber, grundet arkivets voldsomme format, aldrig tør for nye måder at filtrere og koble de mange indtryk.

Claus Bjerring er aldrig gået sukkerkold. Kender ikke den fjende, de fleste af os kreativitets-afhængige individer ellers frygter mest, manglen på inspiration. Claus mangler tvært imod tid. Er grådig på hverdagen, hvor vi andre er bange for den. Alle stunder er efter Clauses mening for korte. Morgenmaden med familien. Formiddagskaffen med kollegerne. Gåturen med hunden. Arbejdsdagen. Aftenstunderne.

Claus har metode, så det basker. Han griber en ide, starter fra nul og fortsætter stabilt og sikkert. Opgiver ikke på vejen, men stiger gradvist, men sikkert fra 0-10. Som et stamtræ forgrener ideerne og dermed mulighederne sig for Claus. Han har altid lyst til at arbejde videre med en funden ide for altid. Men må naturligvis også udforske nye ideer, og disser stabler sig op, som bunkerne i det gigantiske pulterrum, og således opstår igen tidspresset. For man kan ikke nå det hele, men må vælge. Et privilegeret problem, som givetvis er årsag til en del frustration, men som også medvirker et elitært højt niveau i arbejdet. Når der er så meget at vælge mellem, vælger man det bedste.
Claus mestrer det frie formsprog, og eksperimenterer i et væk. Alligevel er hans værker let genkendelige. Udgangspunktet er leg og glæde. Man kan se på resultaterne, at han har smilet sig hele vejen igennem sin proces. Mest fascinerende for mig er, når han kobler tekniske spidsfindigheder med sikker form. Noget, der kun er muligt, fordi der arbejdes med hænderne hele vejen igennem processen. Den største kunst i Claus Bjerrings arbejde er detaljen. Den er så ofte en lille genistreg. Altid det flade materiale, trukket op i en rumlig bearbejdning. Enten ved at give det tilpas mange tæsk, eller – og her er det, jeg for alvor fascineres – ved at finde på et knæk, et hak, en vinkel, der pludselig byder på uanede muligheder. Gentagelsen spiller en afgørende rolle. Samling af en række til tider ens dele, men hvilke dele, til tider lettere varierede dele. I dagevis skærer, og rokerer Claus små bitte bidder af ultra kostbare materialer, der under udarbejdelse ligner det rene ingenting. Med guddommelig tålmodighed og med fuld opmærksomhed begår han sine overlapninger, samler delene efter en på forhånd nøje beregnet metode, for til sidst at sidde med et resultat, der ser ikke blot fuldendt, men forførerisk enkelt ud. Det er ikke muligt at komme fjernere fra en industriel proces. Ja, metoden er demonstrativt håndgjort. Det er hændt, at Claus har tilladt en virksomhed at producere et arbejde. Men, til trods for at så mange af hans værker egner sig fortrinligt til seriel fremstilling, er han utryg herved. Er urolig for at gå på kompromis med kvaliteten, har bogstaveligt talt svært ved at give slip på arbejderne. De er hans 100%, hvert og et. En skønne dag vil en stædig producent lokke ham helt ind i industriens gemakker. Det bliver en kamp. En kamp han til mange vordende forbrugeres fordel bør indstille sig på at overgive sig under. Men ikke før han er klar, og ikke før han finder virksomheden, der har forståelse for værdien af en designer, der til fulde forstår hvert eneste led af den håndværksmæssige proces.

Det allerbedste ved Claus er, at han, i takt med at han modnes i sit fag, gør det modsatte af sædvanen. Han læner sig ikke tilbage, lader sig ikke fastlåse i et tankesæt. Han er i færd med at løsne sit greb om det stramt kontrollerede formsprog, og slipper i stigende grad det abstrakte fri. Men aldrig uden metode. Man kan altid finde ind til grunden til at et objekt ser ud som det gør. Der ligger et tydeligt system bag, hvilket både fascinerer og beroliger.

Claus er brugskunstner. Selv sølvfadet, der koster en årsløn, er brugskunst. Han slipper ikke funktionen, men bruger den som drivkraften i sit arbejde. Og trækker legen med funktionen ned i detaljen. Hvert led i ethvert armbånd eller halskæde virker. Glider, som det skal, og holder evigt. Ser smukkere ud på kroppen, end i montren. Det er Dansk design, når det er bedst. Fornemt og folkeligt på samme tid. Til Gud og Hvermand. Fra Dronning Margrethe til smeden i stuen. Fællestrækkene er i fokus. Hvert værk, stort som lille, er blevet til, for at blive brugt. I dag, i morgen, om tre hundrede år.
Tilbage til vore kaffestunder. Man forlader ikke selskabet, før vi har givet hinanden en heftig dosis opbakning. Hælder mere kaffe på kanden. Og roser videre. Det er ikke svært.

Louise Campbell

Designer