Der har været mange gode oplevelser i opgaver, der indeholder historiske traditioner.
Min største opgave med historiske rødder er Dronning Margrethe og Prins Henriks guldmundtøj.
Guldmundtøj er personligt spisebestik udført i guld, og i Danmark er bevaret 12 kongelige sæt. At få en opgave med så mange historiske referencer giver anledning til en mængde overvejelser, og jeg startede med studier af spisebestikkets historie og funktion samt flittige besøg på Rosenborg, hvor de ældste sæt opbevares. Det blev en stilhistorisk oplevelse. Det ældste sæt er fra 1700 tallet, og alle de bevarede sæt afspejler i deres stil den tid, de er skabt i.
Mit materialevalg blev tre forskellige farver 18 karat guld, og jeg valgte de personlige initialer M og H, som bærende elementer. Gennem arbejdet med bogstaverne fandt jeg frem til to ornamenter, trekant og keglestup, der sammen med cirkelslaget generer et mønster på samme måde som i en solsikkeblomst. Det ses tydeligst på krydderiæskernes låg, men går igen på alle dele. For at opnå et feminint udtryk brugte jeg rosa guld til Dronningens bestik, mens det maskuline blev fremhævet af hvidguld i Prinsens guldmundtøj.
I anledning af Prinsens 70 års fødselsdag fik jeg fornøjelsen at arbejde videre med guldmundtøjet, der blev suppleret med vandbæger og sennepskrukke.

Arbejdet med det kongelige bestik vakte min interesse for at skabe unikke bestik, og i dag arbejder jeg med personlige bestik på samme måde, som jeg arbejder med personlige smykker. Det er sjovt at indarbejde en ide, et navn eller en interesse i bestik, og det er dejligt at tænke på, at det bliver brugt og gemt. Og det koster ikke mere at få sit eget personlige sølvbestik fra egen sølvsmed end at få syet en kjole til en festlig begivenhed.

Jeg har udført ske og gaffel i guld til en spagettielskers fødselsdag, bestik til en Flora Danica samler og mange forskellige børneskeer med navne indarbejdet som dekoration i skaftet. Og selvfølgelig en ske som juletræ til min datter, der er så glad for juletraditioner.

En af mine egne traditioner er juleudstillingen i Gothersgade. Det er samarbejde med Inge, Kim og Mieke i forberedelserne, det fælles projekt med resten af husets værksteder og så de mange glade mennesker, der kigger forbi og gør vores tradition ny hvert år. Et år var temaet juleskeer. Tolv skeer beskrev H.C. Andersens triste historie ”Grantræet”, tolv skeer vendte andre juletemaer og så skeerne som små opretstående juletræer, som jeg bliver ved med at fremstille.

Drikkebægret har ældre rødder end bestikket og i en meget gammel tradition, jødedommens shabbat, indledes aftenens festmåltid med at faderen fylder et bæger med vin, hvorefter vinen og de to shabbatbrød velsignes. Til det jødiske museums butik i København har jeg udført et Kiddush bæger. I bægret har jeg indarbejdet symboler, der fortæller historien om de danske jøders flugt til Sverige i 1943. I bægret er de to kystlinier og vandet, der adskiller, indarbejdet. Med bægret ønsker jeg at fastholde det jødiske begreb Mitzvah, den gode gerning, og samtidig refererer bægret til exodus-fortællingen. I mange år har jeg arbejdet med traditionsrige jødiske ting, og det har været dejligt at opleve, at der indenfor de meget gamle jødiske traditioner er plads til megen utraditionel formgivning. Det er fascinerende, at noget af det mest traditionsrige samtidig kan være det mest nytænkende.

Gammel Holte Kirke er sammensat af sekskantede bygningsdele, så inspirationen til kirkesølvet kom naturligt fra de mange geometriske former i rummene. Det var de store former, der satte gang i fantasien til de små formater, og i dåbskanden var der en oplagt lejlighed til at bruge teknikken med kobber og sølv. Kirkesølvet har også ført til møde med gode mennesker, og det er noget af det, jeg værdsætter mest ved mit arbejde.

I 1988 fik jeg opgaven at tegne og udføre spændet til bispekåben, som Annemarie Kornerup havde skabt til bispen for Roskilde Stift, Jeg besøgte Roskilde Domkirke mange gange for at hente inspiration. Spændets proportioner fandt jeg i domkirkens altertavle fra 1560, og med de geometriske figurer dannede jeg den endelige form til spændet, der er udført i 18 karat guld.

Smykket med størst tradition er vielsesringen. Den lille ring med den store betydning ligner i mange tilfælde blot en gardinring, fordi det for mange ikke er ringens stil, men ringens symbol, der er væsentlig. Da jeg selv ville giftes, skulle det være med egne ringe. Guldet var Inges mormors. Mormor gav Inge sine vielsesringe, morfar var død 25 år tidligere og mormor kunne ikke længere bære sin ring på grund af gigt. Ringene blev smeltet om og danner nu basis for en række tern i hvidguld. Kombination af gammelt og nyt. Inges og min vielsesring er symbol på vores ægteskab, men de har også traditioner med fra anerne, og de blev de første af en lang række vielsesringe, som jeg har udført til mange forskellige mennesker. Det startede med tern og trekanter, siden blev navne lagt i morsealfabet og runer i forskellige farver metal. Guldet er vredet og råt behandlet eller indlagt med meget præcision, og som årene er gået, er der indarbejdet personlige symboler i de traditionsrige ringe. Ringene med heksagonale figurer var til en diabetesforsker, ringene med druer til en vinbonde, ringene med surfebrædder til to, der vindsurfer, men også noder, nøgler, hjulspor og champagnebobler er nedfældet i guld. Det har været morsomt, og jeg har det godt med, at mit arbejde bliver en del af historien og traditionen. Og så er vordende brudepar så glade, og jeg kan godt lide glade kunder.
Jeg bryder ofte traditioner, f.eks. da jeg udførte vores egne vielsesringe. Overtroen siger nemlig, at guldsmede ikke må smede egne ringe. Vi brød også traditionen, da vi dagen inden vores bryllup sammen købte Inges brudekjole. Det er tyve år siden, og det er gået ganske godt endda. Som kunster og håndværker er det vigtigt at kende sæder og skikke, for der er en rigdom af erfaring, historier og viden bundet i traditioner. Man kan lære af tidligere tiders metoder og sædvaner, men der er også fordomme knyttet til traditionerne, og derfor skal der foretages valg. Gamle traditioner skal udvikles, og nye skal dannes.