Gentagelsen tekst Claus Bjerring Bog forside
 
En sølvplade saves, foldes og bukkes, der opstår et system - en associationsrække startes. Et arbejde kan beskrive stemningen fra en oplevelse – en flok fugle vender synkront over min onkels jordbærmark. Det var engang i halvtredserne, et splitsekund er gentaget, jeg kan smage det jordbær, jeg havde i munden, og huske hele stemningen i gartneriet på Fyn. Mit håb er, at iagttageren vil bygge videre på mit værk og via æskens form genfinde stemninger. Dermed kan mit arbejde få et nyt liv og sættes ind i en personlig sammenhæng.
Æskens låg er dannet ved, at en detalje gentages, selve æsken er også gentagelse af en form. De to gennemgående former er trekant og cirkel, elementer fulde af modsætninger, det giver spænding og bevægelse. At gentage en detalje og lade mange ens stykker danne helheder er gennemgående træk i mange af mine arbejder.
Der er noget dejligt ved at gentage den samme proces igen og igen – hver lille trekant er sin egen, men uundværlig for helheden. En enkel fugl er smuk i sin perfekte form, men mange fugle danner et helt nyt fænomen. Gentagelsen for at danne en helhed er sjov at arbejde med, men hvis jeg skal gentage for at genfremstille et tidligere værk bliver det indholdsløst - det er grunden til at mine arbejder aldrig bliver helt ens. Selvom idegrundlaget er det samme, starter jeg forfra hver gang.
”Gentagelse og erindring er den samme bevægelse, kun i modsat retning, thi hvad der erindres, har været, gentages baglæns, hvorimod den egentlige gentagelse erindres forlæns” skriver Kirkegaard i Gjentagelsen, og fortsætter: ”Derfor gør gentagelsen, hvis den er mulig, et menneske lykkeligt, mens erindringen gør ham ulykkeligt, under den forudsætning nemlig, at han giver sig tid til at leve, og ikke straks i sin fødselsstund ser at finde på et påskud til at liste sig ud igen af livet.”
Atomer, molekyler, krystaller, celler – det hele er byggesten til det, vi kan se eller ikke se. Når vi ikke kan se skoven for bare træer, skyldes det vores unikke evne til at fokusere på det, vi vil se – det enkelte element – men vi må aldrig glemme det store hele, skoven. Jeg elsker vekselvirkningen med at se det store perspektiv og finde den enkelte detalje som helet er bygget op af.
Migration 1997. Æske. Sølv.

 

Smykker er i bevægelse, når de bæres. Jeg kan lide at leddele og derved skabe levende bevægelige refleksioner. Gentagelsen af et element skaber ro, mens vinklerne fanger og tilbagesender lyset.
Begge kæder er bygget op af et rundt element – den ene af den runde kugleform, den anden af den flade skive. I begge kæder er hvert element igen delt op i underelementer – hver kugle er delt i fire dele – fire trekanter med en rummelig form. Skiven i den anden kæde er ligeledes delt i trekantselementer, men i dette led bevarer trekanten sin flade form. Begge kæder er således bygget op af både trekanter og runde former, det enkelte led griber fat i det næste på sammen måde i begge kæder, men kæderne er uendelig forskellige i udtrykket – det er helheden og ikke det enkelte element, man ser.
Trialis 2006. Halskæde. Guld.

 

Juleudstillingen i værkstedet i 2002 var centreret om isblomster. Iskrystaller ser på afstand ens ud, men går man tæt på, er de forskellige, selvom de er bygget op af ens elementer, heksagonale prismer. Prismerne kan brydes op i de geometriske figurer, jeg holder så meget af. Det er sammensætningen af geometrien, der skaber forskellighederne. Jeg arbejdede med iskrystaller ved at undersøge, hvad jeg kunne finde i dybfryseren og på nettet (se SnowCrystals.com), og så savede jeg masser af små elementer ud og sad i timevis og vendte og drejede dem sammen til isblomster. Pludselig fik jeg en stjerne frem, som gav plads til et lys i sin midte. Stjernelysestagen er teknisk bygget op af trekanter, der er vredet lidt i forhold til hinanden. Den er så indlysende, at jeg først blev helt forskrækket, og siden gik til Georg Jensen, som producerer den i dag.

 Stjernestage 2002. Sølv.

Sort sol er et fænomen i Sønderjylland, hvor fugle samles i flokke og flyver i formationer, så det virker som om fugleflokken bevæger sig med fælles intelligens. Jeg har søgt at fange denne bevægelse.

Sort sol 1996. Fad. Sølv.

Det enkelte element kan være en kendt geometrisk form, men når den sættes sammen med sine fæller, bliver det til en helt anden form. Alt i naturen er sat sammen af bitte små elementer, og jeg holder af at gå i detaljen og aflæse det lille element fra den store virkelighed. Gennem årene har jeg samlet på alt i naturen fra sten og fuglefjer til frøkapsler, lav og mos. Og jeg bliver ved at samle og bruge, f.eks. er de mange indtørrede krabber blevet gennemtegnet, og jeg har intenst studeret kløernes mekanik; herfra stammer min store interesse for at danne led, og det er blevet til en hel del armbånd og halskæder.
Den store nyskabelse for mig blev det digitale fotografiapparat. Nu samler jeg også på billeder af naturens elementer og kan forstørre op og ned og skåne min familie for tonstunge samlinger. Der bliver dog stadig smuglet lette tornebuske og stikkende fisk med hjem i kufferten fra ferierne. Og så har jeg selvfølgelig mit flodhestekranie stående i stuen derhjemme, for det har som et formmæssigt nydelsesmiddel fundet en blivende plads i min dagligdag, og Hippopotamus viser sig ofte i små genstande på mit arbejdsbord.

Claus Bjerring

 .