| Dekonstruktion tekst Claus Bjerring | Bog forside |
![]() |
|
| Sølv er blødt
og føjeligt og godt til at danne organiske former, men det organiske
udtryk kom ret sent ind i min produktion. Jeg havde brug for at skabe mit
eget formunivers efter læretiden hos Georg Jensen A/S., for jeg ville
mere end blot arbejde videre med Jensen, Rohde og Koppels bløde verden. Jeg arbejdede med konkrete geometriske former og ønskede at løse vanskelige tekniske udfordringer. Jeg havde brug for de teknisk vanskelige arbejder for at vise mig selv, at jeg kan håndværket – få de skarpe kanter frem og overflader uden buler, mestre de altervanskeligste ting. Det er tiltrækkende at turde bruge det symbolske sølv på en voldsom metallisk måde. Ønsket om at fjerne sig lidt fra de fine saloner og huske minerne, hvor det er gravet op, ja give det noget af sin egen storhed og råhed tilbage. Sølvet skal ikke bare være symbol på det forfinede borgerliv, hvor det fremvises som statussymbol. Jeg har også søgt grundelementerne i sølvet. På et tidspunkt blev jeg grebet af Thorvald Bindesbøll sølv, specielt tingene skabt i samarbejde med sølvsmeden Holger Kyster. Det skyldes formgivningen, men også en rå og meget enkel fremstillingsmåde. Jeg fik lyst til at hamre buler i sølvtøjet, og de islandske lavamarker boblede frem. Tingene fik lov at vokse i nuet, men de havde ligget og modnet i årevis. En ny arbejdsform, hvor alt ikke behøvede at være planlagt, dukkede op. Det var med sølvet som med filmkunsten, jeg var træt af det perfekte og måtte træde lidt tilbage for at se, om jeg stadig kunne. Der blev også arbejdet med håndholdt sølv. |
Mývatn 2001. Fad. Sølv |
| Inspirationen kommer fra naturen og fra alle de dagligdags ting, der omgiver mig. Vejen gennem kornmarken i guld, og hjulsporene i sølv er begge veje fremad. Arbejdet med de ny rå former skærper lysten til at komme frem og se hvad, der gemmer sig derude. Det kan også være glæden over det kvadratiske frimærke, sirligt med sine fine takker, bugtet og endnu ikke fugtet, der slår ned i min trang til at vise, hvad jeg ser. Nemt genkendeligt for andre, en slags spejlbillede, men alligevel mit eget billede. | ![]() |
| En tur til Bali med vand, vand,
vand. Vand fra rismarkernes terrasser, de uendelig mange swimmingpools,
fontæner og det farefulde hav. Alt det livgivende vand fangede jeg
i min kander – synes jeg, men ved ikke om andre ser det. Kanderne
er smedet af plade, og jeg har understreget materialet ved at lade hanken
fremstå som en åben form. De to pilleæsker har hentet inspiration hos sommerfuglen. Jeg har søgt at fange den hvilende sommerfugls stille balance. Bevægelsen får man kun med æsken i hånden, her på billedet må man tænke sig til resten - på samme måde som man forestiller sig duften fra frugtfadende i det klassiske maleri stilleben. |
|
| Jeg får oplevelser alle
steder, der kan bruges i mit arbejde. Min daglige vandretur gennem byen
bliver ofte flyttet til naturen omkring Lejre, som er et af de smukkeste
områder i Danmark, fyldt med kæmpehøje, stendysser, egetræer,
marker, skove og alle de naturlige højdedrag, hvorfra man kan se
lige ud i fremtiden den ene vej - og lige bagud i historien den anden Tingene begynder at gro, mens jeg arbejder. Der er sket store ændringer, siden jeg forlod Georg Jensen. Jeg arbejder ikke længere efter andres tegninger - knap nok efter mine egne. Gennem arbejdet har jeg opnået en fantastisk frihed, og jeg føler, at jeg er med til at føre faget frem mod en tid, hvor det er sølvsmeden, der er udøvende kunstner. Bindesbøll, Rhode og Koppel var kunstnere og designere. De kunne tegne, men kunne ikke arbejde i sølv, det gjorde sølvsmeden for dem. I dag er håndværket udviklet til en selvstændig kunstart. Den rå stil giver dejlige oplevelser. Jeg arbejder mig baglæns gennem håndværkets historie. Ind imellem stopper jeg op og ser, hvor smukt metallet er i tidlige stadier. Sølvet får nyt liv, og de rå overflader, som jeg tidligere brugte timer på at gøre færdige, er færdige, når jeg beslutter, at de er færdige. Dette stunt kan lade sig gøre, fordi jeg kender hele processen, - jeg må ikke stoppe op af nød. Tingene må ikke stå ufærdige, fordi jeg ikke kan gøre dem færdige. Tiden hos Robert Jakobsen på kunstakademiet var nødvendig for at opnå denne frihed – jeg var nødt til at frigøre mig fra det traditionelle håndværksmæssige – jeg havde brug for en kunstnerisk vinkel for at tro på, at jeg kunne, og frem for alt - at jeg måtte. For der er så frygtelig mange konventioner omkring det gode håndværk. Alt for mange tror, at det gode håndværk er det samme som det pæne håndværk |