Sølv bliver levende, fordi det spejler alting, men ved at kombinere sølv med farver og mønstre forsøger jeg at få spejlingerne ind i selve sølvet, så jeg har styr på, hvordan udtrykket bliver, uanset hvad omgivelserne må være. Da jeg i slutningen af halvfjerdserne gik på guldsmedehøjskolen, var enkelhed og forfinelse af detaljen i et funktionelt produkt den bærende pædagogik. Det var ikke funktionalismen, der havde mit fokus, da jeg gik i gang i eget værksted. Jeg havde en ubændig trang til at skabe ting, der kun havde mening ved deres udtryk, og tingene måtte også gerne være komplicerede at fremstille. Jeg var glad for at sidde ved arbejdsbordet og gøre mig umage. Det betyder, at man må arbejde med stor alvor og forsøge at undgå at fremstille for mange uvæsentlige ting, så det at sætte klare mål bliver en styrke. Jeg har valgt, at det ikke må være min håndværksmæssige kunnen, der sætter begrænsningen - jeg bliver ved at have brug for at bevise, at jeg kan udføre umulige opgaver og hele tiden lære nyt.
Min teknik med sølv og kobber og mine arbejder med guld i forskellige farver er alle udtryk for en trang til at besværliggøre og forlænge selve processen ved arbejdsbordet. Lidt forsigtigt startede det med striber i sølv og kobber og fortsatte med tern og forskudte tern, der danner zigzag mønstre. Efterhånden kom guld i forskellige farver ind og i dag arbejder jeg med en bred vifte af kombinationer i kobber, gult guld, hvidguld og rødguld og selvfølgelig sølvet med de mange muligheder i blankt, sort, mat og hvidt.
Mosaik 1991. To armringe. Guld og sølv.
Mosaik 1991. Fad. Sølv og kobber.
På kunstindustrimuseet i København er der en samling af parérplader fra Japanske samuraisværd. De ligger i smukke skuffer, der kan trækkes ud og viser i stilfærdighed en fantastisk verden af metalteknik. Der er ca. 1700 eksemplarer, indsamlet af lægen Hugo Halberstadt fra 1895. I 1940 blev samlingen skænket til Kunstindustrimuseet, og den er blandt de største i verden. Man kan gå lige ind fra Bredgade og se ting, der har verdensklasse. Der er et væld af kundskab samlet i disse skuffer, og jeg sender ofte en venlig tanke til Halberstadt og andre samlere og givere, som har gjort så megen viden tilgængelig. Det er næppe muligt at nå færdigheder på samme niveau som de gamle japanere, dertil er vores hverdag for mangfoldig, men et kendskab har også ret. Jeg har fået meget inspiration fra Kunstindustrimuseet og fra samlinger af yderst forskellige genstande fra museer i hele verden. En samkøring af erfaring, indtryk og nysgerrighed er fundamentet i udviklingen og basis i mine arbejder.
Da jeg var i lære, erfarede jeg, at metaller hæfter sig sammen,
når de glødes. Når man skulle lodde hanke på
en bakke, lagde man bakken på en tyk kobberplade. På den måde
fordeles varmen i den store flade, og man undgik at den slog sig. For
at de to plader ikke skulle smelte sammen, skulle vi smøre kobberpladen
med jernoxyd. Selvfølgelig skulle jeg prøve, hvad der skete,
hvis pladen var ren - og ganske rigtigt - tingene hang sammen. Det vidste
japanerne allerede, de kalder teknikken mokume gane.
Tilbage i 70’erne begyndte jeg at arbejde med mokume, men på
en lidt anden måde end den traditionelle japanske. Jeg arbejdede
i den periode meget præcist, mine former var skarpkantede og alt
var i rette vinkler, så det var vigtigt for mig at jeg kunne styre
processen og selv beslutte, hvordan striberne udviklede sig.
Jeg loddede strimler af sølv og kobber sammen, fik en stribet blok
som jeg valsede til en lang strimmel. Den skar jeg i stykker og samlede
til et bæger. Den første færdige mokume ting fik min
bror i 30 års fødselsdagsgave i 1978, og det lille bæger
er begyndelsen på en lang række arbejder, hvor sammensætning
af metaller med forskellige farver er gennemgående.
Mine første arbejder med kobber og sølv er forbundet med
en stram geometrisk verden, og linierne, der er nedlagt i metalfladen,
understreger formen. De allerførste ting er meget stringente, men
som årene går, kommer der flere og mere skæve dimensioner.
Victoria og Albert museet i London har købt en af mine vaser med
striber fra 1990 udført i sølv og kobber. Jeg synes, det
er sjovt, at min vase blev opstillet i deres postmodernistiske samling.
Tordenkile 1982. Æske. Sølv og kobber.