Kunsthåndværk er et sammensat ord, som dækker to begreber - kunst og håndværk. I dag, hvor design, eller med et gammelt dansk ord formgivning, spiller en fremtrædende rolle, ofte på bekostning af håndværket, er det passende at begynde med at se på det kunstneriske udtryk i Claus Bjerrings arbejder. Formen er en udfordring for ham. Han kredser om de geometriske former – kuglen, trekanten, terningen, romben, keglen ja, alle tænkelige geometriske former smeltet sammen til en helhed, som giver bevægelse og liv til genstanden. Af og til får de skarpe linier et tryk, så en bølget form fremstår. Overfladen veksler mellem den blankpolerede og den matte, mere rå. Dette, i sammenhæng med de forskellige metallers farvespil og de spejlinger, der forekommer i metallet, åbner mulighed for en stadig vekslende opfattelse af genstanden alt efter lysets styrke og indfald. Geometriske former – det kan lyde stift, enerverende og ensartet. Men variationen i Claus Bjerrings arbejder er legio. Cirklen anvendes ofte. Den bløde cirkel kombineres med den skarpe trekant, eller bliver udtrukket til bløde bølgelinier for i et andet tilfælde at blive anvendt som cirkelslag på hjørnerne af en kantet kubus for at bryde de skarpe kanter. De skarpe former kan også stå alene med et hårdt, næsten aggressivt udtryk, som f. eks. i en lysestage fra 1993 – hvis stearinlys anvendes i science fiction må det være dertil, denne stage er skabt. Men de mere kantede former kombineret med blankpolering kan også finde vej til en helt anden verden, kirkens ophøjede rum. Claus Bjerrings kirkesølv til Greve kirke, udført i 1995, fremstår rent og klart og genspejler kirkens lys, så et næsten overjordisk udtryk kan forekomme. Denne klare form er i de mange arbejder, som er skabt til jødiske ceremonier afløst af bløde former og udført i flerfarvet guld, sølv og kobber, så et østerlandsk, lidt eventyrligt præg fremstår. En vase fra 1991, formet som en keglestub fremstillet i sølv og kobber i et meget stramt mønster, står i dag på Victoria & Albert Museum i London. Den er anbragt i den postmodernistiske gruppe. Ikke så underligt når man tænker på postmodernismens nedtoning af funktionalismens logiske tankegang - vasen har en ganske smal åbning og en bred bund – til gengæld lever den op til stilens hang til brug af farver og anvendelse af klassiske figurer. På et tidspunkt gik Claus Bjerring over til en udtryksform som virker mere organisk, blød og bevægende. Opløser man disse former i enkeltdele, vil man imidlertid se, at det stadig er de geometriske figurer, som gemmer sig bag den mere myge form. Der er således en gennemgående linie i Claus Bjerrings arbejder, og dog virker de så forskellige og varierede. Bag formerne ligger inspiration hentet mange steder fra. Det kan være naturfænomener, blade der ligger på jorden, fugletræk på himlen, egyptisk kunst, en maskindel eller et sammenkrøllet stykke papir som fiskes op af lommen. Gennem en ihærdig og sikkert ofte vanskelig proces samler de enkle former sig til noget klart og overskueligt, men aldrig ensformigt – til Claus Bjerrings helt egen stil.
I det store format er det blevet til skåle, lysestager og kirkesølv samt bestik, endnu en del af sølvsmedens område. Det er blevet til juleskeer, barnebestik og ikke mindst guldmundtøj til Dronning Margrethe II og Prins Henrik. Mundtøjet fremstår med et ganske enkelt geometrisk mønster bestående af trekanter i rækker oven på hinanden, som billedet af et korthus, og udført i tre farver guld. Til mundtøjet hører også æggebægre og krydderiæsker, og netop med disse små korpusarbejder bevæger Claus Bjerring sig i et område, som, sammen med smykker, er blevet hans hovedfelt. Æskerne, de små beholdere med de utallige anvendelsesmuligheder, hvor kunstneren kan fantasere og fabulere, har Claus Bjerring fremstillet i utallige former og til en lang række forskellige formål. De er hans små skulpturer. Da han kastede sig ud i det lille format, har han uden tvivl sendt en tanke til Robert Jacobsen som sagde: ”Husk på – stor kunst behøver ikke være stor”. Og man må sande, at mesteren havde ret. I æskerne kan man virkelig se det store i det små. Claus Bjerring giver sine æsker navne – Piece of Cake, Construktion, Deconstruction, Epidemic, klare hentydninger til æskernes form. Det humoristiske i kunstnerens verden kommer frem i æskerne med titlen Let’s go East. De er udformet som kuglerunde hoveder med låg som kineserhatte, og de nikker stille ved små bevægelser i underlaget. At det er en æske, man har i hånden, ænser man knapt, og lukkemekanismerne er gemt på en så raffineret måde, at det kræver viden og snilde at åbne dem – et træk, som yderligere fremhæver det skulpturelle, og dog kan de alle let anvendes som oftest til dagligdags formål – opbevaring af clips på skrivebordet, til frimærker, som pilleæsker eller for de mere raske, til pastiller, ja der er til alle tænkelige formål. Disse små korpusarbejder ligger direkte i forlængelse af det område, som i dag optager en meget stor del af Claus Bjerrings arbejdstid – smykkerne. Smykket har gennem de sidste 25 år udviklet sig i en retning, som går uden om de ædle metaller, mens andre materialer, kunststoffer såvel som naturmaterialer, har vundet indpas. Men også her holder Claus Bjerring fast ved metallerne. Formgivningen fører han videre fra sine korpusarbejder. De geometriske former og metallets forskellige farver får frit spil. Netop i smykkerne synes sammensætningen af de forskelligfarvede metaller at være af vigtighed. Kun hvis selve formen er således at lyset reflekterer så meget at omgivelsernes farver fremkalder et juvelagtigt skær får sølvet lov til at virke i sig selv. Claus Bjerring synes at have en forkærlighed for armsmykker – den faste armring eller det leddelte bånd. Det sidste synes ofte at minde om en palisade, et hegn som holder brugeren fast og indespærret i kunstnerens magtfulde og smukke verden.

Kunsthåndværk er ikke kunst eller håndværk. Det er heller ikke noget midt imellem. Det er begge dele og de er ligevægtige. Håndværket forekommer mig at være det bærende i kunsthåndværkerens arbejdsproces. Sådan er det ikke altid, men det burde være det. Claus Bjerrings arbejder er kunsthåndværk med lige tryk på de to stavelser. Med den uddannelse han har gennemgået, læretiden hos Georg Jensen og kravene på Guldsmedehøjskolen, hvor sølvsmeden Ib Andersen var leder, han som frem for nogen var den fine håndværker, har i bogstaveligste forstand banket ind i Claus Bjerring, at håndværket er grundlaget for at kunne udføre de vanskelige arbejder, som fantasien fostrer. Først når man kender sit materiale til bunds, og man ved hvad man kan byde det, kan man begynde at eksperimentere.
Inden Claus Bjerring tager værktøjet og metallet i hånden, fremstiller han som oftest en papirmodel, hvor han kan folde og bøje frit. En mere plastisk udformning kan være nødvendig inden metallet bearbejdes og en model udføres derfor i voks. Netop denne bearbejdning af indtrykkene gør, at der er en homogenitet i hans arbejder.
Den russiske forfatter Ilja Ehrenburg har udtalt (citeret i Saturday Review i1967): ”Every master knows that the material teaches the artist”. Det gælder inden for enhver form for kunstnerisk udfoldelse, og Claus Bjerring har til fulde efterlevet dette udsagn. Såvel hans korpusarbejder som hans smykker er et af de fornemste udtryk for begrebet ”Dansk Sølv”, de bygger på en tradition, men har bevæget sig fremad og er i allerhøjeste grad i overensstemmelse med den tid de er skabt i.

Lise Funder