Georg Jensen sølvsmedje lå i 1969 i Ragnagade i en stor trelænget ejendom. Mod gaden var kontorerne med administration og ledelse. I sidelængerne var alt det sjove. Der var værkstederne med guldsmede nederst, bestiksmede øverst og midt i det hele lå korpusværkstedet. Når man trådte ind i værkstedet, mødte man duften fra ciselørernes begkugler og lyden fra planerhamrene. Der var et smukt lys fra de store vinduer, og vi sad ved solide træ borde. Sølvaffaldet blev opfanget af et stykke presenning, der var sømmet fast under bordets udskæring, og mellem bordene stod skruestikker fastgjort til trækævler. En mængde hamre og jern i forskellige faconer hang i stativer og lå på hylder. Der var en dejlig rustik stemning over lokalet, en god kontrast til det ædle metals finhed.
Der var så mange faglige specialer rundt omkring i huset. Guldsmede, sølvsmede, gravører, bestiksmede, metaltrykkere, stålgravører, emaljører, metalslibere og meget mere, som jeg ikke kan huske. Stedet kan bedst beskrives som et kæmpemæssigt arkivskab, hyggeligt og noget støvet - et arkiv af viden som burde være bevaret for fremtiden. Det er det ikke blevet, og man kan jo heller ikke forlange, at en enkel virksomhed skal bære arven af så mange håndværk videre. Men det er ærgerligt, at så megen fagkundskab er gået tabt, og at tabet fortsætter, fordi man ikke i tide har set, at færdighederne kun kan gives videre ved at oprette uddannelsessteder, som ikke skal aflønne dem, der bliver uddannet. En mester har ikke penge til at sætte lærlingen til arbejde, der ikke efterspørges lige nu og her - så der er meget, han ikke lærer. Georg Jensen er det eneste sted i Danmark, hvor sølvsmede uddannes, og de uddanner mindre end en om året. Georg Jensen var det sidste sted, hvor ciselører blev uddannet. I Danmark uddannes der kun femogtyve guldsmede årligt. Jeg uddanner selv lærlinge, men det er umuligt i dag at give den sammen gode udannelse, som jeg fik, for der er ingen sammenhæng mellem de genstande, der efterspørges af markedet, og det jeg gerne ville lære min lærling. Mærkeligt at håndens fag skal være så ringe stillede udannelsesmæssigt. Samfundet har på så mange andre områder skabt levende udannelsesmiljøer. En udannelsesinstitution med samme aktiviteter og muligheder for at lære som værkstederne i Ragnagade i halvfjerdserne kunne uddanne unge, så viden kunne udvikles og leve videre.

Jeg blev en af de heldige, der fik lov at være nogle år i tidslommen i Ragnagade, og som udannelsessted var værkstedet et Eldorado. Jeg har stadig det første bæger, som jeg trak op i messing. Når jeg tager det i hånden, kan jeg stadig mærke nybegynderens begejstring. Årene hos Georg Jensen blev en lang række af håndens oplevelser. Den ene måned bankede jeg et stykke sølv op til Koppels gravide and, den næste var det Johan Rodes kander, der underviste mig i form og håndværk, og pludselig havde jeg en klase vindruer af sølv i hånden - og sådan gik tiden slag i slag.
Naturligvis var der kedelige dage, for sølvsmedens arbejde er adstadigt. Hvis man ikke ejer tålmodigheden, skal man skynde sig at finde den, for formgivningen tvinges med langsomheden ind i hænderne, og man lærer, at det vigtigste er tiden, den gode tid - at have god tid.
Alt korpusarbejde begynder i ét plan. Sølvpladens flade bearbejdes med hammer, træklods og spærrehorn, og det flade stykke metal omdannes til tre dimensioner, en rummelig genstand, formen udvikles langsomt. Der skal ustandselig tages stilling til liniers forløb, og man skal hele tiden være opmærksom og sammenligne med den arbejdstegning, som følges. For det er ikke den frie form, lærlingen arbejder med, det er andres tanker, der skal indarbejdes i metallet. I læretiden arbejdes der efter model og tegning. At kopiere er dårligt og snyd ude i det professionelle liv, men under udannelse er det en god ting. Efter endt læretid gik jeg til tegning på Glyptoteket, og det gode ved den periode var ikke tegningernes kvalitet, men det at jeg lærte at se. John Ruskin udtrykker det: ”I den proces, hvor vi med egen hånd genskaber det, der er foran os, er det, som om vi naturligt flytter os fra en position, hvor vi iagttager skønheden løst, til en position, hvor vi får en dyb forståelse for dens bestanddele.”
I dag bruger jeg stadig flittigt den viden, der blev banket fast i Ragnagade. Men det vigtigste jeg fik med, var bevidstheden om, at jeg med meget enkle midler kan skabe en hvilken som helst form med mine hænder og enkelt værktøj. Det er jo nødvendigt at kunne, når man som jeg angribes af en evig strøm af ideer og finder glæden ved at kunne lave tingene selv.

Det var ikke så mærkeligt, at jeg havde lyst til at arbejde med den kreative del af hjernen. Begge mine forældre arbejdede som kunstnere ligesom en stor del af de voksne, som jeg mødte i min barndom. Det var ikke højtråbende mærkelige fordrukne typer, på det område faldt de fuldstændig udenfor kunstens myter. Det var ganske almindelige hårdt arbejdende folk, der arbejdede med det erhverv, som de havde valgt. Jeg ynder at kalde dem kunstens husmænd; de havnede aldrig på landets museer, og jeg tænker ofte på det som Anna, enken efter billedhuggeren Gunnar Hansen sagde, da vi kort efter hans død gik rundt i haven og så på hans skulpturer - ”han valgte den forkerte stil”.
Min mor var uddannet fra Konstfackskolen i Stokholm og fortsatte på Kunstakademiet i København, hvor hun mødte min far. Min mormor var fra Finland og læste medicin på universitet i Uppsala, da hun mødte min morfar, så i stedet for en kandidateksamen blev hun gift. Min morfar var psykiater, og han havde en stor interesse for kunst og brugte håndværk og kunstnerisk arbejde som terapi for sine patienter. Han malede og tegnede også selv, og hans tegninger og billeder hænger sammen med værker fra min farfar, min mor og min far i anegalleriet på mit værkested.
Farfar var kunstmaler, og han malede den egn, han levede i. Min far kom som fjortenårig i malerlære, men tog til København og kom på Kunstakademiets malerskole. Og her møder han så min mor. De bliver forelskede, meget hurtigt gift, og nogle år senere kommer min bror Lars, der i dag også er kunstner, og siden kommer jeg. Min mor og far var aktive udstillere i mange år, og min far arbejdede med mange ting; han skar store relieffer i træ, malede billeder, en overgang havde vi keramikværksted i kælderen, han restaurerede kirkeinventar og skar træsnit og trykte dem selv på sin elskede gamle trykkemaskine.
På mit værksted hænger to billedtæpper af min mors. De beskriver en familie – min familie. Far fylder det ene tæppe. Jeg mindes ikke, at han var en dominerende mand, men det var en tid, hvor en kvindelig kunstner havde svært ved at komme frem. På det andet tæppe sidder vi andre: mor, Lars, Claus og katten. Tæpperne er det bedste, jeg ejer. I tæpperne kan megen af den påvirkning, jeg har fået hjemmefra aflæses. I 1982 møder jeg Inge, og så kommer Kim og Mieke – min familie fortsætter og sørger for, at jeg ikke går i stå, men til stadighed følger med i tiden.

Som andre i tiden flyttede jeg i kollektiv. Vi var syv, der indtog øverste etage over Folketeateret i Nørregade, alle under uddannelse: Arkitektskolen, Seminariet, Kunsthåndværkerskolen, Filmskolen og Kunstakademiet og Georg Jensen. Det var lidt svært at bo i kollektiv med venner, der alle var under uddannelse i studiemiljøer, der ikke mødte kl. 7 om morgenen. Jeg kom for sent i seng, for der var mange problemer, der skulle løses om aftenen. Især politiske problemer som den rigtige klasseanalyse, kunstens forhold i et kapitalistisk samfund, DKP, KFML eller KAP var meget på banen, og jeg var heldig, for jeg tilhørte arbejderklassen. Det var en fantastisk tid fuld af alvor og sjov, men frem for alt sammen med mennesker, der alle havde store ambitioner for deres kreative liv.
Det lykkedes mig at gennemføre læretiden på trods af søvnmanglen, og ligeså snart jeg havde svendebrevet i hånden, forlod jeg Georg Jensen. Sammen med maleren Peter Stuhr blaffede jeg til Hamborg, hvorfra vi havde fået skibslejlighed til Island mod at banke rust og male undervejs. Det blev min første store rejse. En fantastisk oplevelse; vi fik set mange mærkelige ting frembragt af naturen, og jeg fik læst de Islandske Sagaer på åstedet. Men det mærkeligste af alt var, at vi aldrig fik drukket den flaske vodka, som vi havde med fra skibet. Den blev slæbt rund i en måned, men naturen var for stærk. En af de sidste dage hældte vi flaskens indhold i strømmen fra Vatnajökul som et drikoffer. 30 år efter dukker indtryk op i mine arbejder. Naturens former er så forunderlige og stærke, og det er først i de seneste år, jeg føler styrke og mod til ikke blot at lade dem inspirere, men også bruge naturens former direkte i mine arbejder.
Den næste store dannelsesrejse startede med en enkeltbillet til New York, men hjemrejsen var sikret med returbillet fra Barbados. Imellem disse to punkter gik der et halvt år, hvor jeg gennemrejste Mexico og Sydamerika, og det var på mange måder en skræmmende tur. Jeg havde aldrig været udenfor de nordiske landes tryghed, men det gav utrolige oplevelser og min kunstneriske identitet er på mange måder dannet af mødet med de store kulturer i Mellem- og Sydamerika. Der er rejst meget i årene, der er gået. Jeg har set mange mærkelige og smukke ting, og kombineret med den tekniske viden fra håndværket, lidt mere kunstnerisk uddannelse på kunstakademiet og frem for alt en meget stor arbejdsglæde har det ført frem til de værker, som har fyldt min hverdag, siden jeg etablerede eget værksted i 1975.

Claus Bjerring